“Samtalerne med Pernille var guld værd!”

Så er der hjælp til os forældre, som ved et trylleslag får vendt op og ned på hverdagen, når vores børn pludselig får konstateret fødevareallergi.

Med professionelle samtaler omkring den nye hverdag samt udarbejdelse af personlige fødevare lyskryds har Pernille virkelig fat i noget brugbart. Jeg er sikker på, at hun med sin rolige og forstående tilgang kommer til at hjælpe mange frustrerede forældre igennem den svære omvæltning til en ny hverdag med allergi.

Da min søn Emil som 9 årig fik konstateret Cøliaki, påvirkede det hele familiens hverdag. Som forældre skulle vi nu både lære at mestre alt omkring Emils nye glutenfri diæt, og samtidig sørge for at han ikke trak sig socialt pga. den ”anderledes” mad. For mig og resten af familien var det en meget kaotisk tid. Jeg ville ønske, at jeg den gang havde kendt til Pernille og haft mulighed for at ringe til en ven!

Emil var 14 år da vi startede op på et forløb hos Pernille. Vi havde fået vores hverdag til at fungere nogenlunde, men alligevel var samtalerne med Pernille guld værd. Med sin faglige baggrund og store personlige erfaring kunne Pernille give os mange gode ideer og ikke mindst lytte til vores mange frustrationer. Vi kom hele vejen rundt om livet med allergi, og det var så befriende at tale med en person, som rent faktisk forstod hvad vi gennemlevede. Længe efter samtalerne reflekterede jeg over ting vi havde talt om og er stadig inspireret.

I forbindelse med samtalerne udarbejdede Pernille et fødevare lyskryds til Emil. Det gav rigtig god mening at se den enkle og strukturerede måde, hvorpå Pernille havde opdelt fødevarer i 3 farver/kategorier alt efter hvor tilladte de var for Emil. Vi havde nogle tilføjelser og ønsker, og lyskrydset blev efterfølgende tilpasset præcis til os.

Samarbejdet omkring lyskrydset var en rigtig god oplevelse for både Emil og jeg. En lille forklarende tekst ud for hver kategori gjorde, at andre som ikke kendte til cøliaki let og sikkert ville kunne tage ansvar for Emils mad. Jeg ville bare ønske, at vi havde haft lyskrydset da Emil var 9 år og ny diagnosticeret med cøliaki. Man bliver så utryg og træt, når man igen og igen skal forklare hvad ens barn kan tåle at spise. Havde vi haft lyskrydset dengang, så ville vi helt sikkert have brugt det flittigt. Jeg ville have delt det ud i skolen, i SFO, til legekammeraters forældre og i forbindelse med udflugter og børnefødselsdage. Jeg er sikker på, at Pernilles lyskryds vil gøre børns færden på egen hånd mere tryg for både allergibørn og deres forældre.

Jeg kan varmt anbefale andre forældre til børn med cøliaki eller andre fødevareallergier at søge hjælp hos Pernille.

Marianne Avndal Hansen, Mor til Emil med Cøliaki

Læs også ...