Om opskrifterne på Allergi-Liv

Her kan du læse om min tilgang til mad og opskrifterne her på siden.

Der er mange steps i at være forældre i et køkken, hvor al kosten (eller dele af kosten) skal tilpasses et eller flere børn eller en hel families behov for særlig kost.

Vi mennesker er lige så forskellige i et køkken, som på andre om områder. Det prøver jeg at indtænke dette i mine opskrifter og tilgange.

Lad mig sige det som det er.

Jeg har stået indviklet i mange mislykkede retter, bagværk og eksperimenter, og indimellem sprang tårerne over, at det skulle være så besværligt, at få til at lykkes!

Indimellem gør jeg det stadig – der er ikke noget perfekt over mit køkken.

Til gengæld har jeg også oplevet fantastiske stunder, hvor noget lykkedes:

– Den første gode pandekage uden æg, mælk og gluten
– Kagen ”alle kunne lide”
– Klassekammeraterne i min datters klasse, der elsker vores dadelkugler.
– Min søn der gerne vil have kål- og baconret til morgenmad.
– Da det lykkedes os at holde nytår med en menu, hvor min datter kunne tåle alt, og alle var glade og kunne lide maden.

I perioder har jeg brugt andres opskrifter, i perioder har jeg smidt opskrifter langt væk for bare at prøve mig frem selv.

Jeg har fundet inspiration mange steder og hos mange andre. Og mine opskrifter er et sammensurium af alt det. 

Opskrifterne og madlavningen skal fungere i en hverdag, hvor der skal tænkes mad ind i mange sammenhænge: Sociale arrangementer, fødselsdage hvor vi skal have mad med ekstra. Det skal fungere både tidsmæssigt og praktisk.

Jeg er selv en “prøve-mig-frem”- kok, når jeg er i køkkenet. Jeg følger sjældent en opskrift til punkt og prikke, der ryger tit andet i her og der, og det afspejler også mine opskrifter. De er ikke “kokkeopskrifter”.

Men de fungerer rigtig godt i en praktisk hverdag, og sætter madglæde og nydelse højt.

Samtidig er det sådan med allergimad, at det typisk er godt at have lidt margen for ændringer; måske lidt mere banan i kagen, måske lidt ekstra vand osv. Basen er der, og så kan der arbejdes videre med eller tilføjes noget, som lige netop i synes passer til.  

 

Allergimad eller ALLE-kan lide-MAD?

Der er også en social vinkel på allergikost.

Skal allergi-mad altid være mad, som kun de med dette særlige kostbehov spiser? Eller kan allergimad være ”ALLE-mad”?

Jeg har oplevet, at nogle ikke ønsker at smage det, jeg har med, når jeg siger det er allergivenligt. Og den barriere ønsker jeg at bryde ned. Det handler ikke om, at andre skal være på diæt/særlig kost eller udelukke ting fra deres kost.

Det handler blot om at synliggøre, at mad UDEN diverse af de meget hyppigt brugte fødevarer og højallergener OGSÅ kan smage godt og lækkert og til fulde tilfredsstille et måltid, nære krop, sanser og celler og også en social begivenhed.

Der kan være smage og ”vane-smage”, som gør, at nogle ikke kan lide en anden type mel og andre fødevaresammensætninger, og derfor kan man komme i lidt af et dilemma, når man serverer/laver mad for andre børn.

For man ønsker jo, at de kan lide det, der serveres.

Derfor har jeg gennem årene øvet mig i at afprøve opskrifter, når børnene har haft legekammerater på besøg. OG det er gået utrolig godt! 

Selvfølgelig vil der være enkelte svipsere indimellem, men sådan er det, og det er okay. Mit mål er at børn med allergi kan få fælles spiseoplevelser, hvor de spiser det samme som andre. Med den bonus, at de andre som spiser med, også kan lide det. Dermed ikke forstået sådan, at det altid kan eller skal være “fællesmad.” 

Et af mine mål er, at børn med allergi eller særlige kostbehov kan indgå i sociale sammenhænge, hvor de netop spiser noget andet end det, de andre spiser, og har det godt med det. 

Jeg arbejder også med alt det “rundt om maden”: Hvordan mad kan være nydelse, næring og en kilde til glæde – OGSÅ når der er et “forbud”, dvs. noget man ikke kan tåle, som andre kan.

For nogle er et særligt kostbehov livslangt, eksempelvis cøliaki eller skaldyrs- eller nøddeallergi.

For andre er de en periode i deres liv, hvorefter fødevaren kan introduceres igen. 

Gode råvarer og sødme
uden raffineret sukker

Mine opskrifter er baseret på gode råvarer, simple og få ingredienser. 

Mit ønske er at rykke barren for opfattelsen af ”allergimad”, så den BÅDE tager hensyn og kan spises trygt af alle med fødevarereaktioner, MEN så den også favner alle smagsløg og måske endda giver nye gode oplevelser med mad, sanser, god næring og energi.

Min opskrifter er stort set uden tilsat raffineret sukker.

Det betyder ikke, at vi går på kompromis med sødme, vi sødes blot med andre ting, som honning, dadelpure, kokossukker, vanille og bananer.

Her og der bruger vi også glasur med flormelis eller andre steder, hvor det giver mening med lidt sukker som fx krymmel eller andet.

Et balanceret blodsukker har været afgørende for vores families helbred, og derfor er dette aspekt også taget med i disse opskrifter.

Du kan frit tilføje ekstra sødme til opskrifterne. Husk at sikkerhed og tryghed i forhold til alvorlige allergiske reaktioner er første step her.

Det vil sige, at hvis du er ny med allergikost og omlægning af kosten, er det dit vigtigste første step at lave mad ud fra de ingredienser, dit barn kan tåle. Dernæst kan andre aspekter og steps følge.

Fri af og fyldt af

Mine opskrifter tager udgangspunkt i at være uden æg, nødder, gluten og mælk.

Mange af hverdagsretterne er desuden uden Natskyggefamilien og en del bagværk uden gær.

Men alle opskrifter er tydeligt mærket med, hvad der i. 

Opskrifterne er desuden mærket med nogle små betegnelser, som viser hvor retterne/opskrifterne kan være gode at bruge. Og så er der nogle temaer, som går igen.

”Noget der ligner”

Her er det retter, som prøver at efterligne en ret, som er velkendt af de fleste. Fx svensk pølseret, men min opskrift er tilpasset så den er fri af allergener. Eller dadelkugler som ofte laves med nødder, er her i en nøddefri version.

”Nye mad-oplevelser”

Det er retter, som har fundet vej og er blevet til nye madoplevelser. Det kan ingredienserne bruges på anden måde, end man er vant til. Nye madoplevelser tager os væk fra, at vi ikke kan spise helt ligesom andre, men finder nye veje og muligheder.

”Dem med særlige ingredienser”

Mange af mine opskrifter er med helt basis råvarer, som kan fås i de fleste madvarebutikker (nogle butikker har dog kun enkelte glutenfri meltyper eksempelvis). Men i disse opskrifter vægter jeg nogle andre og særlige fødevarer, som giver nye muligheder. Jeg skriver, hvor du kan købe disse. Et eksempel er den fantastiske kastanjemel, som jeg bruger til både pandekager og vafler, og som jeg synes giver en dejlig smag.

Til dig, der vil gå på opdagelse

Jeg håber, du vil gå op opdagelse i mine opskrifter. Mange af dem er lette at gå til, og simple hverdagsopskrifter. Der er både opskrifter, som baserer sig på helt almindelige basisvarer, og så er der nogle, hvor specielle ingredienser er inkluderet.

Der er Nannas hjørne: Det er Nannas egne opskrifter! Nanna er 13 år nu og godt i gang med at indtage køkkenet til madlavning og bagning. Derfor er der selvfølgelig også opskrifter, som Nanna selv har udviklet og eksperimenteret med. Jeg er så stolt af netop denne del af opskrifts-siden!

Der er et bedsteforældre-hjørne, hvor mormors opskrifter er med, og måske netop andre bedsteforældre får lyst til at kaste sig ud i disse opskrifter, når børnebørn med allergi er på besøg, eller blot fordi det smager godt.

Farmor og morfar har også nogle specialiteter og opskrifter med her, som de har lavet over årene. 

Der er et gæstehjørne: Her håber jeg, at andre forældre vil sende nogle af deres bedste opskrifter til mig. Der kommer også til at ligge opskrifter fra andre sider eller samarbejdspartnere.

Allergivenlige opskrifter